Viceberedskabschef Paw Pedersen har ved flere lejligheder opfordret Odsherred Brandvæsens to administrative medarbejdere, Birgitte Kryger og Mette Waldorff til at blive brandmænd, halvt i spøg og halvt i alvor. Sidste år stoppede to af station Nykøbings brandmænd, og stillingerne er ikke blevet genbesat, så da opfordringen kom endnu en gang i slutningen af 2011, sprang Birgitte Kryger til.
- De stod jo og manglede en brandmand, og jeg kan godt lide, at der skal ske noget, så jeg tog på to ugers kursus på brandskolen i Helsingør, siger Birgitte Kryger, som i begyndelsen af februar 2012 kunne kalde sig brandmand.
Egen plads
Hun har egen hjelm og uniform og navneskilt side om side med alle mændenes på knagerækken i garagen på Vangen 1 og er en af de brandmænd, der er tættest på, når der er udrykning.
Da disse linjer blev skrevet, havde hun kun været på en enkelt udrykning. Station Nykøbing havde i 2011 i alt 154 udrykninger, men Birgitte Kryger, som bor i Vig, kan kun rykke med ud i dagtimerne, når hun er på arbejde.
Røgdykker om et år
- Min familie skal lige vænne sig til tanken om, at jeg nu er blevet brandmand, men jeg forventer ingen særbehandling, og det fik jeg heller ikke på kurset, hvor jeg også har snust til røgdykning med tungt apparatur. Rigtig røgdykker bliver jeg først, når jeg om et år i 2013 har taget funktionsuddannelsen på fire uger, siger Birgitte Kryger.
Hun blev ansat i brandvæsenet i forbindelse med kommunesammenlægningen 1. januar 2007, fordi hun fandt, at de mangeartede administrative opgaver med økonomi og personalestyring samt en del udgående opgaver var tiltalende.
Birgitte Kryger, der er 33 år, blev udannet elev fra den gamle Dragsholm Kommune, hvor hun startede i 1997 og var på lønkontoret, økonomiafdelingen og i visitationsafdelingen.
- Jeg kender jo til omgangstonen blandt brandmændene, og den chokerer mig ikke, så jeg glæder mig til at blive en del af fællesskabet og få noget erfaring og rutine.
- I starten vil jeg ikke være den, som rykker ind i et hus, der brænder, men stå uden for med slangerne, men med tiden håber jeg at få rutinerne og lære det hele, siger Birgitte Kryger, som holder af gåture og svømning som motionsform.